Gaderne i 1990’erne var hovedsageligt præget af en stigning i kriminaliteten, især narkotikarelateret kriminalitet. Dette skyldtes en kombination af en række faktorer, herunder økonomisk recession og fremkomsten af magtfulde gadebander. Som følge heraf oplevede mange byer en stigning i antallet af drab og andre voldsforbrydelser samt en tilstrømning af ulovlige stoffer, der fandt vej ind i i hænderne på unge mennesker. Bandernes tilstedeværelse gjorde det vanskeligt for politiet at reagere effektivt på disse forbrydelser, da bandemedlemmerne ofte var tungt bevæbnede og velorganiserede.
Samtidig steg fattigdomsniveauet i takt med, at arbejdsløsheden steg kraftigt, og velfærdsprogrammerne blev skåret ned. Dette skabte et miljø, hvor narkotika blev en attraktiv mulighed for mange unge mennesker, som ikke kunne finde et lovligt arbejde. Som følge heraf oplevede mange byer en stigning i narkotikarelateret kriminalitet og vold, især i de fattigere kvarterer.
Som reaktion på disse problemer gennemførte politiafdelingerne en række strategier for at løse problemet. Disse omfattede øget patruljering, målrettede narkotikabekæmpelsesoperationer og initiativer til politiarbejde i lokalsamfundet, der søgte at opbygge relationer mellem politiet og beboerne. Selv om disse bestræbelser i vid udstrækning var vellykkede, tog de ikke fat på de underliggende sociale årsager til kriminalitet og vold i mange byer. Som følge heraf fortsatte problemet med narkotikarelateret kriminalitet med at plage mange byområder i mange år derefter.